Vielse & Kirkelig Velsignelse

Vielse 

Inden I kan blive viet i kirken, er der nogle praktiske forberedelser. Her er en liste over de ting, som skal gøres.

Aftal bryllup

I skal aftale tidspunktet for jeres bryllup med kirkens præst. I kan blive gift i kirken i jeres bopælssogn eller hvis I begge eller en af jer har tilknytning til kirken. 

Henvend jer til kirkekontoret, hvis I vil vide, om I opfylder kravet om tilknytning til kirken. I kan blive gift i folkekirken, når I begge eller en af jer er medlem.

Prøvelsesattest

Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på borger.dk for at få prøvelsesattesten. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.

Nyt navn?

Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på borger.dk. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring, hvis der er tale om et navnefællesskab. Et navnefællesskab betyder, at I vælger at få hinandens mellem- og efternavne. 

Vidner

Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup. 

Samtale med præsten

Før brylluppet skal I have en samtale med præsten.
Her gennemgår vi handlingen, ritualet og aftaler salmerne til jeres bryllup.

Gæster og dresscode

Mange forestiller sig, at et kirkebryllup er synonym med meget planlægning, stor fest og dyrt, fint bryllupstøj. Men til et bryllup i folkekirken er der ingen dresscode eller krav om mange gæster og dyr fest. I kan altså sagtens aftale bryllup med kort varsel og blive gift i hverdagstøjet. Hvis I gerne vil have en privat vielse, hvor kun I selv er tilstede, kan præsten hjælpe jer med at finde vidner. 

Velsignelse

Mange par bliver gift på rådhuset, men vælger senere at gå i kirken og få velsignelsen. Det kaldes 'kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab'.

Nogle par vælger at blive viet på rådhuset for at have papirerne i orden, før de køber bolig sammen eller får deres første barn. Og bryllupsfesten for familie og venner bliver måske udskudt, til der er mere tid og overskud. Når de senere ønsker at markere deres bryllup sammen med familien, så vælger nogle par at indlede festen med den kirkelige velsignelse.

Velsignelsen er styrke fra Gud

Andre par ønsker mange år efter den borgerlige vielse at få en kirkelig velsignelse. Dengang var rådhuset måske det rigtige valg for dem. Men senere kan der opstå et ønske om få Guds velsignelse over sit ægteskab. Med velsignelsen får brudeparret styrke fra Gud, som er den, der er større end os selv og vores kærlighed. 

Sådan foregår kirkelig velsignelse

Den kirkelige velsignelse forløber næsten som vielsesritualet ved et kirkebryllup. Der er dog den afgørende forskel, at præsten ikke spørger parret om de hver især vil tage den anden til ægtefælle. Dette spørgsmål har parret jo svaret på, da de indgik ægteskab på rådhuset.  

Parret svarer i stedet ja på vielsesritualets andet spørgsmål om at elske og ære i medgang og modgang, indtil døden skiller.

Ritualet ved kirkelig velsignelse kan varieres, så det ligner en vielse mest muligt eller så det er tydeligt forskelligt fra et kirkebryllup. Det betyder blandt andet, at parret kan vælge at udelade tilspørgslen, så den kirkelige markering mere får karakter af en gudstjeneste.

Du kan læse og printe liturgien for en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab her.

Vil I have en kirkelig velsignelse?

Hvis I gerne vil have en kirkelig velsignelse, så er det en god ide at aftale en samtale med en præst. Her kan I blandt andet tale om, hvordan I gerne vil have, at ceremonien skal foregå og hvilke salmer, der skal synges. En kirkelig velsignelse kan ligesom et kirkebryllup foregå med mange gæster eller helt privat, bare for jer to.