Refleksion ved Jane Bruhn

»Vi har et håb«, skrevet af Mads Hansen

Vi sætte ej vor tillid til
kanoner eller bajonetter, 
ej heller, hvad vi selv udretter,
og hvad de store magter vil;
men, et vi ved, det ej skal kues, 
om end det hårdt og længe trues, 
og det er folkets odelsret.

Jovist - vort håb er fast og trygt:
lad tider kommer, tider svinde, 
vi slippe det ej nogensinde, 
fordi, det er på sandheds bygt.
Og håber er, at Danmark lande
til tungemålets skel skal stande
som grænse til et enigt Nord. 

Mads Hansen dukkede op i min erindring ved onsdagens sangcafe i »Den gamle Skole«, hvor vi netop sang »Jeg ved hvor der findes en have så skøn«. Fin præsentation af nye sange – men, også glæden ved at kunne vælge frit fra vores rige sangskat – en hvilken, vi naturligvis finder tryghed i – og til- smiles af minder i vores indre. Din, min, vores historie! Ubemærket i nuet, prægedes sangene af den fremherskende ufred. Hvilket efterfølgende, fremstod ganske tydeligt. Mangt og meget bevægedes i mit stille sind. Udtryk for indtryk!

Mads Hansen oplevede som ung både den første og anden Slesvigske Krig. Selv, var han svagelig og derfor ikke soldat, men utallige sårede kom til Fyn. Disse, fik han et godt forhold til. Mads var det, jeg forstår ved folkelig. Han var vokset op med sin bedstemor, der havde sunget og fortalt. En gave for livet. Det levende ord. Menneske først, som Grundtvig ville have udtrykt det. Mads arbejdede utrætteligt i oprettelsen af alskens foreninger. En perlerække af samvirker i det lille samfund med udgangspunkt i sang, musik, foredrag og fortælling. Samtidig, dygtig og meget afholdt landmand. Nytænkende på alle måder! Højskolebevægelsen optog Mads. Stærkt optaget af Christen Kolds skoletanker grundlagdes Vester Skerninge Højskole, spiren til Den frie Lærerskole i Ollerup,1949.

I 1863 oprettede han skytteforeningen, Palnetoke. Kvinderne samlede ind og skænkede en fane, der i dag hænger i Vester Skerninge Hallen.

Danmark er genåbnet. Forår tilsmiler os. Ved en gymnastikopvisning for nylig, var fanen det naturlige midtpunkt, for hvilken vi rejste os og samledes i fællessang. En varm følelse gik gennem mig, hvor så mange børn og voksne på forskellig vis, søgte hinanden i en større samhørighed. Hver og en ydede sit bedste for og med hinanden. Hver fugl sang med sit næb. Og nu, knytter vi bevidst en »fynsk« tråd i vore aktiviteter i år. Til glæde, gavn og inspiration. Mads Hansen udtrykker – med første tanke på Fyn:

»Jeg ved, hvor der findes en have så skøn ... og haven er Danmark, vort fædreneland.«